Test af det nye AF-S Nikkor 28mm f/1.4E ED


Nogle objektiver føles bare rigtige første gang man benytter dem på sit kamera. Det er en kombination af vægt, ergonomi og håndtering.  Det nye AF-S Nikkor 28mm f/1.4 E ED falder i denne kategori. Det hviler perfekt i min venstre hånd, og med tommel- og pegefinger er det nemt at roterer den 2 cm bredde fokusring. En halv omdrejning er nødvendig for at gå fra nærmest fokus afstand (0.28m) til uendelig. Og da objektivet også er udstyret med Silent Wave-motor (SWM), sikres en hurtig og støjsvag autofokus med problemfrit manuelt fokusskift. Jeg lagde overhovedet ikke mærke til nogen fokusstøj.

Vægten er på er på 645 gram, så det er ikke et let objektiv. Men i samspil med et Nikon D810 er der fin balance mellem kamera og objektiv.

Objektivet afløser det ældre AF-D Nikkor f/1.4 der blev solgt i perioden 1994 - 2006. De nærmeste kollegaer er 24mm f/1.4G og 35mm f/1.4G - hvor den primære forskel - ud over brændvidden - består i, at det nye 28mm er udstyret med elektromagnetisk blændemekanisme i objektivhuset der sikrer præcis styring af blændebladene, når der bruges automatisk eksponering under kontinuerlig optagelse samt et mere flydende blændeskift ved videooptagelse. I traditionelle objektiver af D/G-typen styres blændebladene mekanisk.

Der er ikke så mange anmeldelser af dette objektiv at finde på nettet endnu. Men forventningerne er høje - specielt til kant-til-kant skarphed samt center skarphed ved fuld blænde på f/1.4.

1/250 sek ved f/2.2, ISO 100

Objektivet kan også anvendes til portrætter. Billedet ovenfor er uredigeret. Der er ikke synlig vignettering ved f/2.2 men ved f/1.4 træder der en vignette frem. Det kunne dog være meget værre.

At objektivet er oplagt til panorama billeder, viser de næste tre eksempler.

1/200 sek ved f/6.3, ISO 100

1/500 sek ved f/6.3, ISO 100

1/250 sek ved f/7.1, ISO 100 (beskåret 25%)


Generelt håndteres CA (Chromatic Aberration) fint i vanskelige situationer. På følgende 2 billeder ses dette på udsnittet. Klik for større version, hvor den lilla CA ses aftegnet i kontrast områder mellem tårn og himmel. CA fjernes dog nemt i f.eks. Lightroom, når der er snart udkommer en profil korrektion til objektivet fra Adobe.

1/125 sek ved f/6.3, ISO 100




Den optiske konstruktion består af 14 linseelementer i 11 grupper inklusive 3 asfæriske- og 2 ED-linseelementer. Her følger to uredigerede eksempler, hvor du kan se den flotte kant-til-kant skarphed. Forvrængning er ikke synlig.

1/125 sek ved f/5.0, ISO 64

1/200 sek ved f/5.0, ISO 64



Hvad skal man vælge? 24mm, 28mm eller 35mm. Hvis du udelukkende ser på brændvidden, så er det en smagssag. Landsskabsfotografer vil nok vælge 24mm, og rapportage fotografer 35mm.

Men er dine motiver og opgaver af mere vekslende karakter og du også ønsker hurtig AF med konsistent eksponering samt et flydende blænde skift under videooptagelser, så er det nye 28mm et godt valg.

Prisen er 17.595, så det er absolut ikke et billigt objektiv. Men det tilbyder også en blænde på f/1.4, vand og støvafvisende konstruktion, elektromagnetisk blænde og et florit linseelement (effektiv til at korrigere for kromatisk aberration). Objektivet er ikke udstyret med VR, hvilket også ville have øget vægten yderligere. Jeg savnede det ikke.

Efter min bedste vurdering, så er pengene godt investeret hvis du ønsker et "all-round" ultra skarp objektiv, der er lige velegnet til bryllupper eller landskaber - for at tage to yderpunkter.
0