"Makro komposition" motiver med Nikon D750 og AF-S 60mm f/2.8 Micro Nikkor

0.6 sek ved f/13

Ovenstående foto er et udsnit af et gammelt rusten anker, som jeg fandt i Vedbæk havn på dagens foto udflugt.

Overskyede dage er perfekte til at dyrke en af mine helt store motiv interesser - nemlig det jeg kalder "Makro komposition" motiver, hvor jeg isolerer en del af noget større, så det får sit eget "liv". Du kan ikke se, at dette udsnit er fra et rusten anker, men jeg synes ikke ankeret som helhed er interessant, men at dette udsnit er en flot komposition, som kan stå for sig selv.

Overskyede dage er perfekte til makro fotografering idet vor herres store softbox er i spil og eliminerer alle hårde slagskygger. Det gør heller ikke noget at det blæser, idet jeg arbejder på stativ. Så der er ingen undskyldning for ikke at fotografere på en dag med "dårligt vejr".

Hvilket udstyr skal du bruge til makro fotografering? Den helt korte liste indeholder følgende 4 ting:



  1. Et godt kamera
  2. Et makro objektiv
  3. Et fleksibelt stativ
  4. En reflektor
  5. En trådet udløser
Vi slipper ikke uden om, at du bør investere i et DSLR  - enten DX (crop sensor) eller FX (full frame sensor). Primært fordi du skal montere et makro objektiv. Mange point-and-shoot kamera kommer med en "makro" indstilling, og selv avancerede kompakt kameraer med fast objektiv af høj standard tilbyder en "makro" funktion. Men jeg vil ikke kalde dette for ægte makro, men en tilnærmelse. Du kan starte her, men får du smag for makro, så er der ingen vej uden om et DSLR og special objektiv.

Nu er de motiver jeg tager jo ikke "super tæt på makro", men mere blot "tæt på makro", hvor objektivet befinder sig 10-30 cm fra motivet. Super makro kræver jo også mere special udstyr i form af bælg etc. 

1/10 sek ved f/16

I dag medbragte jeg et Nikon D750 med mit ynglings makro objektiv - AF-S Micro Nikkor 60mm f/2.8G. Følgende kameraindstillinger er rigtig gode til makro:
  • Program: A eller M
  • Blænde: 11-16
  • ISO: 100
  • Filformat: RAW
  • Hvidbalance: Auto
  • Lysmåling: Matrix
  • Eksp. forsinkelsesindstilling: 2 sekunder
  • Udløser: Mirror-Up
  • Fokusering: Live View

Før jeg går igennem disse indstillinger, så lad os se på hvilket stativ jeg anbefaler til makro:



Mit "Makro" stativ er et Velbon VS-443D med Velbon QHD-53D kuglehoved. Prisen er "kun" 1.395 kr. så det er ikke et beløb der vælter budgettet. Benene har tre sektioner, men jeg anvender det primært uden at benene er forlænget. Desuden kan benene klikkes ud i tre vinkler, hvor den yderste bringer stativet helt ned til jorden. Der er ingen midter søjle ned igennem center af stativet, men derimod en separat fleksibel og fuldstændig justerbar søjle placeret ovenpå de tre ben, hvilket gør det muligt at opnå nogle helt unikke "tæt på" indstillinger.

1/4 sek ved f/16

Makro er ikke et spørgsmål om lukkehastighed når det er stillestående motiver. Så er det mere et spørgsmål om at kontrollere eksponeringen. Her vælge jeg ofte A - blændeprioriteret program. Området hvor der er skarphed (dybdeskarpheden) er meget smal ved makrofotografering. Du kan vælge "fokus stak", hvor du tager flere billeder af samme motiv, men placerer fokuspunktet forskellige steder for at kunne kombinere disse billeder efterfølgende (og her er det en fordel at anvende M-programmet for at sikrer ensartet eksponering). Men til dagens motiver er det mere et spørgsmål om at placere fokuspunktet bevist og så vælge en lille blænde - f/11 - f/16 - hvor objektivet er skarpest og objektivfortegningsfejl er minimal. Det gælder altså ikke om at vælge den mindste blænde (f/36 med det valgte objektiv). Jeg kunne sikkert have valgt op til f/22, men jeg har det godt i f/11-f/16 internvallet, idet visse elementer i motivet jo skal være sløret.

Det giver sig selv, at hvis det er muligt så vælges den ISO-værdi der giver mindst digital støj, og filformatet RAW for at maksimere mulighederne for kreative bearbejdning i den efterfølgende redigering. Men for at vise, at det JPG også fungerer fint (hvis du har styr på eksponeringen), så er det første billede faktisk et JPG-format - "fremkaldt i kameraet" - og blot efterfølgebde konverteret til s/h i Silver Efex Pro 2.0 (kan varmt anbefales).

1/15 sek ved f/11

Jeg sætter også hvidbalance til Auto. Spiller egentlig ikke nogen rolle, hvis jeg skyder i RAW, men hvis jeg vælger JPG, så er det rart at hvidbalancen dog er forsøgt fastsat korrekt af kameraet. Når jeg er meget tæt på motivet, så vælger jeg oftes matrix lysmåling, for at få en vurdering af hele motivet, idet jeg meget sjældent beskærer ret meget efterfølgende. Hvis den centrale del af motivet skal fremhæves / isoleres, så giver det mening, at anvende center vægtet lysmåling.

0.4 sek ved f/9

Så kommer vi til nogle special indstillinger af kameraet. Gå ind i menuen og vælg "Brugerindstillingsmenu". Her vælger du "d Optagelse/visning" og herefter "d4 Eksp. forsinkelsesindstilling". Denne kan sættes til "Fra, 1 sek, 2 sek og 3 sek". Jeg vælger 2 sekunder.
Nu har du fortalt kameraet, at det skal vente 2 sekunder med at eksponere billedet efter at spejlet er hævet (når du har trykket på udløserknappen). Du kan også kombinere dette med "Mirror-Up" indstillingen på programvælger hjulet/knappen. Så hæver kameraet først spejlet, og du trykker så på udløseren igen (og her er det bedst at anvende en trådet udløser), hvorefter der går yderligere 2 sekunder før billedet eksponeres.

1.0 sek ved f/16

Fokusering foretages altid i "Live View", og du kan vælge enten at lade kameraet fokusere eller anvende manuel fokusering. Her er det en fordel, at skærmen på D750 kam vippes ud og op, så jeg kan se motivet på skærmen når stativet står helt nede ved jorden.

Makrofotografering er en fascinerende verden - og udøves altså bedst under kontrollerede lysforhold - som du finder på en trist og overskyet dag. Så fat kameragrejet, og kom ud og skyd :-)
0