Tamron SP 150-600mm f/5-6.3 Di VC USD



Hvor meget telezoom kan man køb for under 10.000 kr. Temmelig meget efterhånden. Både Sigma og Tamron har et par kraftige telezooms på markedet. Sigma 150-500mm f/5-6.3 DG OS HSM APO til kr. 5.995 vil jeg teste så snart jeg får den tilsendt fra distributøren. Denne gang ser jeg på den anmelder roste telezoom Tamron SP 150-600mm f/5-6.3 Di VC USD til kr. 9.195, som I ser monteret på mit D800 og Velbon GEO N830 stativ med Velbon QHD-72Q kuglehoved - der skal nemlig et solidt stativ og kuglehoved til, at at stabilisere denne kombination af kamera og telezoom.



Stativkraven, der sidder på objektivet ved levering, er solid og nem at rotere. Der er nogle fordybninger på grebet, så det giver bedre støtte, hvis du ønsker at bære/holde objektivet i stativkraven.

Med zoomområdet 150-600mm passer dette objektiv perfekt til naturfotografering, specielt fotografering af dyr, som er svære at komme tæt på. Den passer også rigtig godt til sportsfotografering og med billedstabilisering, hurtig autofokus og en overkommelig pris, er det ikke kun fotografer med en tyk tegnebog, som kan tage fantastiske billeder. Vejrsikret konstruktion gør, at den kan bruges under vanskelige vejrforhold.



VC (Vibration Compensation) og USD (Ultrasonic Silent Drive) lader dig tage skarpe og klare billeder af hurtige bevægelser på lang afstand, også håndholdt! Selvfølgelig er der en knap, så der kan skiftes mellem autofokus og manuel fokus. Og der er en "fokus begrænser" knap, hvor der kan skiftes til fokus fra 15 meter til uendelig i stedet for fuld fokus. Dette er praktisk, hvis fokushastigheden skal øges, og objektivet ikke skal søge fokus indenfor 15 meter.


Objektivet har også Tamrons nye eBAND coating, som er en ny generation af antirefleksbehandling, som virkelig gør en forskel i forhold til tidligere, med øget lysgennemgang, færre reflekser fra strejflys og en skarpere farvegengivelse.

Objektivet kan anvendes på både full frame (FX) og APC-S sensor (DX) kameraer. På et DX-kameraer bliver den effektivt brændvidde på imponerende 225-900mm. Skarpheden aftager fra 150mm mod 600mm og er generelt skarpest omkring f/8. Dette er ikke usædvanlig med telezoom. Dog viser det sig, at denne krybende uskarphed er mest udtalt når objektivet er monteret på et DX-kamera fremfor et FX-kamera - læs bl.a. denne anmeldelse af dpreview.com, med data fra DxO.

Højeste blænde er f/5 ved 150mm og f/6.3 ved 600mm. Det er altså ikke et specielt lysstærk objektiv, men det er den "pris" man betaler for den lave vægt på 2 kg. og attraktive pris! Dog er det ikke så stort et problem, idet de moderne kameraer håndterer digital støj meget flot, så det er ikke noget problem at skrue op for ISO'en for at få en hurtig lukkehastighed. Apropos lukkehastighed, så gælder tommelfinger reglen om at lukkehastigheden generelt skal lig brændvidden hvis motivet ikke bevæger sig.  Dvs. fotograferer du på 600mm, så bør du søge en lukkehastighed på 1/600 sekund (eller hurtigere). Dog hjælper billedstabiliseringen noget - faktisk en hel del!

Eksponering: 1/125 sekund ved f/6.3, 0 EV, ISO 1000, 460mm

Søren Spætte tog pludselig ophold på min gamle flagstang men jeg havde objektivet til test, så jeg løb ind og monterede det på mit D800 og skød en billedserie håndholdt! Og som I kan læse af eksponeringsinformationen underbilleder, så brød jeg denne regel, og lykkes at fange Søren Spætte med en lukkehastighed på 1/125 sekund. Dog skal det nævnes, at jeg støttede min hånd, der holdte objektivet i stativkraven, på vores væglampe. Havde jeg håndholdt uden støtte, så skulle lukkehastigheden ligge omkring 1/500 sekund eller hurtigere. 

Objektivet er udstyret med to store gummibelagte zoom- og fokusringe, som fungerer med en tilpas smidighed uden at være for løs.

Objektivet fokuserer meget hurtigt, og er derfor velegnet til fotografering af motiver i bevægelse - f.eks. fugle. Nu er jeg ikke den store fuglefotograf, men mere til stativ og stationære motiver - så her er et foto af månen.


Dette foto er ikke beskåret (se data fra Lightroom nedenfor), og viser dermed den reelle forstørelsesgrad på et FX-kamera. På et DX-kamera vil du komme endnu tættere på, da billedet teknisk set beskæres med en faktor 1.5.

Her er de hårde specifikationer:

Grupper / elementer
13 / 20
Billedvinkel
16-4
Blændelameller
9
Blænderområde
f/5.0-f/40
Min. blænde
f/32-40
Nærgrænse [m]
2.70
Maks. forstørrelsesforhold   
1:5
Filterstørrelse [mm]
95
Vægt [g]
1951
Diameter x Længde [mm]
105,6mm x 257,8mm
Brændvidde [mm]
150-600

Billederne af objektivet er forøvrigt taget med det særprægede nye Sigma DP2 kamera, som jeg snart anmelder på photodanica.com bloggen.

Er du meget interesseret i fotografering af dyr - herunder specielt fugle, sport og race (cykling, bil etc.), fly etc. under gode lysforhold, så kan jeg varmt anbefale dette objektiv - du får meget for pengene.
0