Nikon D5300 versus Nikon D5200



Flere læsere spørger mig om de skal købe et Nikon D5300 eller et Nikon D5200. Og jeg kan godt forstå deres usikkerhed. Forskellen mellem disse to kameraer er ikke stor, og for at gøre det nemmere for alle, så har jeg opstillet de væsentligste specifikationer for begge kameraer i en liste. Der hvor D5300 har bedre specifikation end D5200 er markeret med rødt.

Lad os dykke ned i disse forskelle.

OLPF - eller lavpasfilteret - er fjernet. Dette vil give skarpere billeder, men også risiko for moiré. Jeg har et D800 med OLPF-filter foran sensor, og ikke D800E uden OLPF-filter. Dette er ok for mig, da jeg foretrækker at tilføje ekstra skarphed til RAW-filen i efterbehandlingen. Dermed opnår jeg samme skarphed, som hvis billedet var taget med et D800E. Det samme gør sig gældende her. Men optager du meget i JPG, så vil jeg antage, at et JPG-billed fra D5300 er skarpere end et JPG-billed fra et D5200. Men husk på, at vi taler om næsten teoretisk forskelle i skarphed. Et JPG-billed fra et D5200 er selvfølgelig også skarp. Det er blot den vej sensor teknologien går i øjeblikket, og for de fleste amatørfotografer har det ikke nogen betydning om sensor kommer med eller uden OLPF-filter.

Ingen tvivl om, at det er bedre at have den seneste version af Nikon's billedprocessor EXPEED installeret. EXPEED 4 passer til de krav D5300 stiller - ligesom EXPEED 3 passer til D5200. Du vil ikke tænke over forskellen.

Dioptrijusteringen er blevet forbedret en anelse - fra +0.7 til +1.0. Det er en mindre justering, men for os med linser/briller er det altid en forbedring at få udvidet dioptri justeringsområdet.

ISO-området er udvidet til ISO 12.800. Det er jo bedre end ISO 6.400 hos D5200. Kommer du ofte ud i situationer hvor dette bliver anvendeligt? Næppe. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at teste D5300 op mod D5200, for at vurdere om den generelle ISO-støjstyring er bedre. Jeg vil tro, at D5300 er bedre på dette område, så dette er en faktor du skal tage med i din betragtning, hvis du ofte føler behov for at skrue ISO op til 800 / 1.600 / 3.200 - f.eks. hvis du anvender Auto-ISO funktionen, for at få en hurtig lukkerhastighed.

Den maksimal videoopløsning er blevet forbedret fra 1920x1080/60i hos D5200 til 1920x1080/60p hos D5300. Det er absolut en forbedring, hvis du går meget op i at skyde video. Hvis du blot skyder video til hjemmebrug, så har det ikke den store betydning.

LCD-skærmen bag på kameraet har en lidt større opløsning på D5300. Det er jo altid bedre - især når du zoomer ind for at vurdere billedskarpheden. Personligt tillægger jeg ikke denne forskel stor betydning.

Men nu kommer vi til de egentlige markante forskelle mellem D5200 og D5300 - GPS og WiFi. I en verden med konstant deling af billeder over diverse sociale medier samt muligheden for at vise dine billeder på et kort, så du kan se (huske) hvor billedet blev taget, så er det klart en fordel at have indbygget GPS, der plotter GPS-koordinaterne ind på dine billeder, så de nemt kan placeres på et kort. Desuden skal du ikke investere i et Eye-Fi SD-kort eller en Nikon WU-1A adapter, for at kunne sende dine billeder direkte afsted gennem cyperspace via Wi-Fi. Det er smart.

Sidst - men ikke mindst - for målgruppen til D5300, så er kameraet næsten 100 gram lettere end D5200.

Men - D5200 har en stor fordel i øjeblikket - det er billigere end D5300. Så du skal opveje ovenstående forskelle med prisforskellen, som i øjeblikket ligger på ca. 1.800 kroner (Nikon D5x00 med AF-S 18-55mm VR). Det er jo også en slat penge, som du så kan anvende på et ekstra objektiv, stativ eller ekstern flash!
0