Nikon D5300 - det ultimative entusiast kamera?!


Mindre end eet år efter at D5200 blev lanceret, så er Nikon klar med en opdatering i form af D5300. Konkurrencen er benhård på markedet for DSLR-kameraer, og derfor kan man ikke vente med at opdatere et kamera, hvis konkurrenterne forbedre deres tilsvarende model. Ingen tvivl om, at producenterne gerne så at deres modeller kunne holde sig på markedet i flere år, så indtjeningen per model øges. Men eet aspekt er indtjening - eet andet er tabte markedsandele, og tabte markedsandele er endnu dyrere at vinde igen end tabt indtjening.

I overskriften indikerer jeg, at D5300 er det ultimative entusiast kamera. Da jeg selv har været med på DSLR vognen siden D70s og har blogget om Nikon i over 5 år, så vil jeg ikke tøve med at kalde D5300 eet af Nikon's mest interessante DSLR-kameraer i flere år.

D5200 er et godt kamera, og D5300 er forbedret på væsentlige områder. Lad os se på disse.



D5300 har en 24 MP sensor uden lavpasfilter. Et kvalificeret gæt vil være, at det er den samme sensor, som sidder i D7100. Dette bør give en lille skarphedsfordel i forhold til D5200, men så længe du anvender kit-objektiver, så er det nok marginalt hvad du kan se i forskel. Men det er da en klar forbedring, der bliver relevant, hvis du vælger at investere i dyrere objektiver. Muligheden for moiré er tilstede pga. det manglende lavpasfilter, og det er ikke altid, at kameraet kan dæmpe denne effekt, eller at den kan fjernes i en efterfølgende redigering i f.eks. Lightroom, Elements eller Capture NX2.



D5300 har en større søger og større LCD-skærm - også lig D7100, så det er tydeligt, at D5300 ligger tættere på D7100 end D3200 i DX-sortimentet. I tillæg til disse opdateringer, så er D5300 udstyret med indbygget GPS og Wifi, hvilket ikke er at finde på D7100. På video-fronten kan D5300 nu optage i 1080/60p (1080/60i på D5200), hvilket faktisk er bedre end D7100.
Autofokus systemet er ikke opdateret i forhold til D5200 (39 AF-punkter / 9 af korstypen), og dette skaber en klar differentiering op til D7100, der tilbyder et mere avanceret AF-system med 51 AF-punkter / 15 af korstypen).

Det er klart for enhver, at behovet for at kunne smide sine billeder op på diverse sociale medier betyder utroligt meget for både amatør og professionelle fotografer. Læg dertil en ny målgruppe, der ikke som sådan har fotografi som hobby, men tager mange billeder af deres hverdag. Denne målgruppe har fået øjnene op for behovet for høj billedkvalitet, og fordelen ved udskiftelig objektiver, hvilket gør, at de bevæger sig væk fra kompaktkameraerne over til DSLR. Dette kan man aflæse i de globale statistikker for salget af kompakt kameraer. Mange kompakt kameraer tilbyder GPS og Wifi, men det er ikke længere nok til at stoppe faldet i salget, så derfor inkluderer producenter nu GPS og Wifi i deres "consumer" DSLR.

D5300 er en anelse mindre og markant lettere end D5200. Med en vægt på kun på 408 gram er D5300 næsten 100 gram lettere end D5200 på 505 gram (vægt angivet uden batteri i kameraet). Kameraet fåes i tre farver: Sort, grå og rød. Med D5200 introducerede Nikon den flotte farve "bronze", men den slog ikke rigtig an. Derfor kommer den mere neutrale "grå" i stedet.

Nikon angiver en forventet markedsintroduktion til medio november og følgende vejledende priser:
  • D5300 hus - 6.595 kr. inkl. moms.
  • D5300 kit m. 18-55 mm. - 7.495 kr. inkl. moms.
  • D5300 kit m. 18-140 mm. - 9.195 kr. inkl. moms.
Min konklusion: Nikon D5300 er i alle henseende et spændende kamera. Specifikationerne kan man ikke udsætte noget på (det skulle da lige være, at LCD-skærmen ikke er berøringsfølsom). Differentieringen til både D3200 og D7100 er meget klar, så du som kunde nemmere kan tage en beslutning. Prisen virker også fornuftig.
Med Nikon D5300 er Nikon meget tæt på at have et optimalt DSLR-sortiment placeret med logiske spring på pristrappen. D5300 har potentialet til at blive på markedet i nogle år, og dermed blive en storsællert for Nikon.

Nikon D5200 er fortsat et super kamera, og da prisen er faldet siden nyheden om D5300, kan du gøre en god handel. Så hvis du har gået og kikket på et D3200, så bør du overveje at springe på et D5200!

Så snart jeg får at i et Nikon D5300, så vil jeg anmelde kameraet og sammenligne det til både D5200 og D7100.
0