Hvorfor skal vi have et retro Nikon D4H DSLR?


Nu svirrer rygterne om et retro Nikon DSLR (Nikon D4H), der designmæssigt vil ligne det ikoniske F3. Vægten er over 700 gram, så det peger ligeledes i retning af et bastant design / anvendelse af andre materialer.

Kameraet er ifølge rygterne udstyret med Penta prisme (altså ikke et spejlløs design), 16 MP sensor (samme som hos D4) uden AA-filter, Optisk- og Elektronisk hybrid søger, 5.5 skud i sekundet (fps) og Expeed 3A processor. Desuden vil kameraet blive lanceret med et nyt 50mm f/1.8 objektiv. Farverne skulle være enten sort eller sølv. De andre  specifikationsrygter vil jeg ikke kommentere. 

Prisen i USA forventes at ligge omkring $3.000 for huset - hvilket svarer til 19.995 kr. i Danmark, når vi tager højde for forskellen i moms og indregner en markedsprisharmonisering.

Og hvad vil Nikon så opnå med lanceringen af dette retro design? Det giver ikke umiddelbart mening at placere dette kamera i det normale FX sortiment mellem D610, D800, D800E og D4. Jeg fortolker denne lancering som et forsøg på at skabe et "feinschmecker" kamera, der vil tiltrække et specielt (og nyt) kundesegment til Nikon - kunder der går meget op i design og byggekvalitet. Lanceringen er også et forsøg på at skabe hype omkring et Nikon brand, der kun vil nyde godt af lidt nostalgi fra de magiske F-modeller.

Og det er ganske vist, at når de professionelle fotografer lægger deres D800, D3 eller D4 fra sig efter en lang arbejdsdag, og de skal ud på egen tid, så vil et sådan kamera sikkert være følgesvenden hos mange. 

Man har vel stil.....

Jeg elsker mit F3 HP og den fornemmelse af kontrol (eller mangel på kontrol), magi, uvished, spænding, retro og kvalitet det giver mig at fotografere med dette kamera. Selv min 20 årige datter og hendes kæreste har købt deres eget F3 på eBay og skyder film. Det er en fornemmelse som et moderne DSLR kamera ikke kan give dig. 

Så jeg glæder mig til denne lancering. Hvis det lykkes Nikon at fusionere magien fra F-modellerne og teknikken fra DSLR, så har de skabt et kamera med potentiale til at blive et nyt Nikon ikon.

Kameraet vil blive lanceret primo november, hvis rygterne taler sandt. 
0