Speedlight SB-300



Så kom afløseren til SB-400 i form af SB-300. Jeg ser denne lancering som et behov for at nedbringe produktionsomkostningen og sætte en lavere markedspris, så flere får øjnene op for de muligheder der ligger i flash fotografering. Dermed støtter Nikon indirekte salget af SB-700 og i mindre grad SB-910.

Den vejledende markedsprisen er sat til 995 kr. som er et godt prispunkt. Måske ser vi hurtigt en konkurrenceudsat markedspris på 895 kr.


Nikon anfører, at det er en brugervenlig flash, der henvender sig til nybegyndere, der vil udforske flere kreative belysningsmuligheder. Ingen tvivl om, at SB-300 er en kompakt flash. SB-300 er kompatibel med både Nikon's flash system og Coolpix kameraerne, hvorved et stort marked åbner sig, idet det primært bliver ejere af Coolpix kameraer, der vil købe SB-300. Ejer du et spejlreflekskamera, så er det min holdning, at du vil være bedre stillet med en SB-700.


Men ingen tvivl om, at SB-300 giver dig mulighed for enkelt og overkommenligt at udforske, hvordan en ekstern flash påvirker billedkvaliteten. Med et ledetal på 18 (1 meter ved ISO 100) kan brugeren oplyse motiver selv i svagt lys og hjælpe med at belyse små detaljer, blødgøre skyggefulde områder og kompensere for kraftigt modlys.

Ledetal anvendes ofte misvisende men ledetallet (her 18) beskriver lysstyrken fra flashen, og definerer det blændetal der skal anvendes ved ISO 100 og en afstand til motivet på 1 meter. Øges ISO-værdien ændres denne afstand.
Styrken af flash lys afhænger af afstanden mellem flash og motivet, og reguleres af den sammenhæng, at lyset aftager med kvadratet på afstanden. Det betyder, at hvis afstanden fordobles, falder lysstyrken til en fjerdedel.
Samtidig er der en modsvarende sammenhæng mellem blænde og lysstyrke, idet blændetallet øges med kvadratroden af lysstyrken. Hvis lysstyrken firedobles, skal blændetallet derfor gøres dobbelt så stort.
Kombinationen af disse to fysiske sammenhænge betyder, at der er følgende sammenhæng mellem blændetal og afstand: Dobbelt så stor afstand giver halvt så stort blændetal. Og for at øge forvirringen, så anvendes ovenstående definition i lande med meter systemet. I lande hvor afstand måles i fod, vil ledetallet være større.

Flashhovedet kan vippes op til 120°, hvilket gør det muligt at tage mere fleksible og kreative billeder. Undgå flade billeder ved at reflektere lyset fra blitzen hvide lofter eller hvide vægge (er loftet eller væggen i en anden farve, så giver det et uønsket farveskær), eller vip hovedet for at eksponere motivet på en blødere og naturligere måde. Understøttelsen af Nikons i-TTL flashstyring muliggør optimal automatisk flashbalance, og gør det muligt for brugeren enkelt at aktivere langtidssynkronisering, Red Eye Reduction og andre flashfunktioner fra kamerahuset for at skabe en naturlig belysning.

SB-300 er den perfekte rejsekammerat med gode flash-funktioner i en kompakt størrelse. Det er nemt at fotografere med blitzen, da det kun kræver, at du monterer den direkte på kameraets tilbehørssko og tænder den. Derved spildes der ikke unødvendig tid på avancerede menuer. SB-300 kører med to AAA-batterier, som er en af de mest almindelige batterityper, der også fås i udlandet. SB-300 leveres med et blødt etui. 

SB-300 er udstyret med en varmeafbrydelsesfunktion, der forhindrer skader på grund af overophedning under intensiv fotografering. Firmware kan opdateres via kamerahuset.
0