Testfotos med AF 80-400mm f/4.5-5.6D ED VR


Nikon har reduceret prisen på dette telezoom objektiv, så det er i samme prisniveau som AF-S 70-200mm f/4. Selv om det er et ældre objektiv (med blændering), så er der intet at udsætte på den optiske kvalitet og prisen gør, at vi nu kan få en kraftig telezoom i vores objektivsamling uden at skulle hoste op med en mindre formue.

Jeg glæder mig til foråret hvor lyset bliver bedre tidligt og sent på dagen. Ingen tvivl om, at kombinationen D600/D700/D800/D3/D4 og dette objektiv, vil levere fantastiske billeder, og give os en rækkevidde vi ikke har arbejdet med før (400mm).

I går var jeg ude for at skyde nogle fotos under relative vanskelige forhold - sidst på dagen - skumring og koldt. Men jeg ønskede at snuppe et par fotos på 400mm og 80mm for at se hvordan objektivet klarede sig i disse yderpunkter.

400mm, 1/80 sec, f/6.3, 0EV, ISO800

80mm, 1/250 sec, f/5.6, 0EV, ISO100

80mm, 1/500 sec, f/5.6, 0EV, ISO200

Jeg har redigeret disse foto en anelse i Lightroom og tilføjet vignetten. Bemærk vandråberne på Svanen's hoved (ved 1/80 sekund!). Jeg anvendte mit lille rejsestativ og havde VR slået fra (altid når du anvender stativ). Så længe svanen bevægede sig normalt, havde jeg ikke svært ved at fokusere hurtigt (selv under de vanskelige lysforhold). Der findes objektiver, der fokuserer hurtigere (f.eks. AF-S 70-200mm), men du bør sammenholde en hurtigere fokusering mod den ekstra brændvidde og vurdere hvad du har brug for i forhold til dit typiske motivvalg. Personligt fotograferer jeg ikke motiver med hurtige bevægelser (sport, aktion etc.) men mere portræt, natur, dyr, byer, mennesker, landskaber etc. Her vægter jeg ekstra brændvidde tungere end hurtig fokusering.

Der er to enheder på lager, og prisen er 8.995 kr. så objektivet reelt er et alternativ til AF-S 70-200mm f/4. Jeg har besluttet at købe eet til mig selv, idet jeg forventer, at tage mange billeder i brændviddeintervallet 200-350mm ved blænde f/8-f/11, hvor dette objektiv producerer super skarpe billeder.
0