Nikon D600 positioneringsforvirring




Med introduktionen af Nikon D600 har Nikon introduceret fire nye FX-kameraer i 2012. Nikon D4, Nikon D800E, Nikon D800 og Nikon D600. Det er ganske imponerende.

Jeg følger en del diskussioner på diverse fora, og der er en del forvirring omkring positioneringen af D600 i forhold til de øvrige Nikon kameraer. Er det et semi professionelt eller pro consumer kamera?
Nikon har selv positioneret D600 øverst i sit "consumer" sortiment - altså som et avanceret amatør fotograf kamera. Men mange ser også D600 som et back-up kamera til professionelle fotografers øvrige FX-kameraer. Det er især D700, der forvirrer billedet. Er D600 en afløser for D700 eller D7000?

For at skabe lidt perspektiv bliver vi nødt til at medtage hvilket formål kameraet skal tjene. Samt prispunkter.

I flere år har vi læst om hvordan professionelle fotografer primært har udstyret sig med et D3/D3S og med et D700 som back-up. Nogle få har desuden valgt D3X - ofte med et ekstra D3X/D700 som back-up.

Ingen tvivl om at D4 er afløseren for D3/D3S og til en stor grad er D800E/D800 afløseren for D4X. Men hvilket back-up kamera skal man vælge til D4? Penge spiller jo også en rolle. Her havde mange sat deres lid til D600, men efter en nærmere granskning af de manglede "pro" egenskaber på D600, så er dette ikke længere et åbenlys back-up valg. D700 er jo allerede officielt udfaset og Nikon D3X må være på vej ud af sortimentet. Så Nikon har med lanceringerne i 2012 helt ændret på kamerapositioneringsbilledet.

Hvis du er professionel studie-, landskabs-, arkitekt-, portræt-, bryllups- eller produktfotograf så er Nikon D800E/D800 kameraet velegnet. Og back-up er enten endnu et D800E eller et D800.

Hvis du er professionel sports, rapportage, aktionsfotograf så er Nikon D4 kameraet velegnet. Og da billeder per sekund er afgørende, så er back-up enten et D3 eller endnu et D4.

D600 er dermed ikke et naturligt back-up kamera for "pro'erne". Det er et naturligt FX-kamera for de amatørfotografer, der længe har drømt om at "gå full frame", og derfor har Nikon også placeret D600 i toppen af "consumer" sortimentet.

Kommer der et nyt DX-kamera? Jeg tror der kommer en opgradering til D7000 (D7100/D7200), der opgraderer D7000 på nogle få men væsentlige punkter, så den mere matcher D600, og valget reelt står mellem fordele ved henholdsvis DX og FX-sensor. Dermed stiger prisen også, og vil placere sig tættere på prisen for D600 - måske omkring 9.995 kr.

Nu er det ikke ofte at man taler om "back-up" kamera til amatørfotografer. Men de af os amatører, der arbejder i gråzonen mellem den rene amatør og den professionelle fotograf med betalte opgaver, kan have behov for at have et back-up kamera med på "arbejde". Selv fotograferer jeg med D800, og har nu taget et D600 som back-up, velvidende at D600 byder på visse "pro" mangler i forhold til D600, som jeg vil komme ind på i min anmeldelse af D600.

Men hvad er jeres tanker om dette? Er I enige i, at D600 eller er et oplagt back-up kamera for pro'er? Hvad mener I taler for D600 i stedet for et D7000 (og især et opgraderet D7000)?
1