Udpakning af Nikon D3200. Tanker om videooptagelse.


Det er så moderne med "unpacking videoer" på YouTube, at jeg har valgt at vise hvad der følger med i en Nikon D3200 med AF-S 18-55mm VR pakke på en lidt gammeldags måde - via billeder :-)




Det spændende tidspunkt inden man åbner for den jomfruelige boks første gang. En nydelig indpakning velegnet til udstilling og salg i butikker.


Når boksen åbnes afsløres en bunke dokumenter samt objektivet - godt pakket ind i stød absorberende pap. Under dokumenterne finder vi kameraet og en hvid boks med diverse tilbehør.


Ok - lad os se på bunken af papirer og CD'er. 

  • Introduktion til Nikon School
  • Nummereret billet til introduktionskursus på Nikon School (afholdes i Danmark af Nikon.dk)
  • Værdipakke indeholdende "Check & Clean" og "Nikon School Introduktion" (værdi: 2.680 kr.)
  • D3200 brugervejledning på dansk (75 sider) - samt tilsvarende på CD.
  • Garantibevis på D3200 og AF-S 18-55G VR (skal udfyldes inden indlevering til reparation)
  • Garantiregler samt adresse på samtlige Nikon afdelinger i Europa & Afrika
  • Nikon ViewNX2 - et program til at importere og organisere dine billeder



Så kommer vi til alt tilbehøret:

  • EN-EL14 batteri
  • MH-24 batterioplader - kommer i to dele, der lige skal klikkes sammen
  • AN-DC3 Nikon rem
  • UC-E17 USB kabel - anvendes til at koble kamera og PC sammen, så billeder kan overføres
  • EG-CP14 A/V kabel - anvendes til at koble kamera og TV sammen, så billeder kan ses på TV
  • DK-5 øjestykkedæksel - anvendes til at blokere lysindfald vis søgeren (anvendes yderst sjældent)



Her har jeg monteret objektivet på D3200. Et flot og elegant DSLR med en imponerende 24 MP sensor og fuld HD video.

På mandag skal jeg skyde video med D3200 til en erhvervshjemmeside. Til det formål har jeg udstyret kameraet med et hurtigt 32GB hukommelseskort fra SanDisk samt den eksterne mikrofon Nikon ME-1 for at få en bedre lyd og i stereo. Videoen vil jeg optage med fast lukkehastighed (S) på 1/50 sekund og anvende 24 fps (billeder i sekundet). Det er en tommelfinger regel ved videooptagelse, at lukkehastigheden "nævner" skal være dobbelt så stor som antal fps. Selvom jeg anvender ekstern mikrofon og dermed burde undgå støj fra zoom-funktionen, så slår jeg zoom fra og fokuserer manuelt da mit motiv sidder stille og taler. 
Da jeg har valgt lukkeprioriteret tilstand (S) skal lysfølsomheden justeres ved at ændre på (A) og ISO. Til lyssætning vil jeg se om det naturlige lysindfald fra nogle store vinduer samt en reflektor på den modsatte side til at lys skyggesiden op, er nok. Ellers skal der arbejdes med kunstig lys i form af mine Elinchrom flash lamper, hvor jeg vil anvende "model lyset" i form af en almindelig glødepærer. Dermed burde jeg også undgå at blæseren starter. Dette bevirker så, at hvidbalancen skal justeres manuelt til omkring 3200 Kelvin. 

Men det aller vigtigste er at montere kameraet på et godt stabilt stativ med en mulighed for glidende panorering. Selvom det ikke er et decideret videostativ, så kan Velbon VS-443D godt anvendes til en blød panorering på grund af den fleksible vertikale stang, hvor også et praktisk kuglehoved sidder.

4