Ur fotografering

Der sker ikke meget på Nikon fronten i øjeblikket, så jeg vil benytte lejligheden til at vise noget af mit arbejde, samt beskrive processen bag.

En af mine gode venner ejer et unikum ur, som han selv har designet. Urværket er baseret på et Urban Jürgensen design og selv urkassen er i platin. Det er derfor et meget værdifuldt ur og meget af ejerens personlighed reflekteres i dette ur. Når vi nu taler om refleksion, så er det absolut sværeste ved at fotografere et ur (eller smykker generelt) at refleksionen er 99%.

Derfor er det nødvendigt at placere uret i en lukket beholder, der lader naturligt dagslys skinne igennem på en ensartet facon. Et lystelt er velegnet og jeg har købt et CL Light Shed 80x80x80 cm lystelt. Dernæst skal en lyskilde introduceres. I mange tilfælde er det tilstrækkeligt med det naturlige dagslys, men det er også muligt at anvende konstant lys (200-400W per lyskilde) og oplyse lysteltet fra henholdvis venstre og højre side samt fronten.
Den største udfordring er at dække åbningen hvorigennem objektivet peger ind i lysteltet. Blot en lille åbning og uret afslører med det samme en refleksion. Kameraet monteres på et stativ og indstilles i blændeprioriteret tilstand (A), med en lav ISO (100/200), lav blænde (f/16 eller højere for stor dybdeskarphed) og korrekt hvidbalance (alt efter hvilken lyskilde der anvendes). Og selvfølgelig skal der fotograferes i RAW, for at have maksimal data at arbejde med i den efterfølgende redigering.

Hvordan får man så uret positioneret på en elegant måde? Der kan købes gennemsigtige plastik stativer hvor uret ophænges i en naturlig cirkel samt løftes fra underlaget. I den efterfølgende redigering, fjernes dette stativ. En sådan løsning havde vi ikke, så i stedet anbragte vi et objektiv dæksel under underlaget og lavede en cirkulær flade af sølvpapir, som uret blev bundet om. Det betød så også, at uret skulle fotograferes lige på og ikke fra siden.


Her er det rå skud. Jeg lod folden være i underlaget, da dette skabte nogle skygger som vil være med til at bevare 3D effekten. I den efterfølgende redigering vil baggrunden blive gjort meget utydelig (blur).

Kamera: Nikon D300
Objektiv: 18-200mm f/3.5-5.6 VR (husk at slå VR fra når der anvendes stativ)
ISO: 125
Blænde: f/16
Lukkehastighed: 1/6 sek

Objektivet er ikke verdens skarpeste, men muligheden for at kunne komponere ved hjælp af zoom vejede tungere end at få yderligere skarphed ved at anvende et prime objektiv (f.eks. mit 50mm f/1.4).

I billedredigeringen starter jeg i Lightroom. Her korrigeres hvidbalancen, eksponering, skarphed og støj. Derefter eksporteres billedet til Photoshop CS5 som et "smart object", hvilket giver mig større redigeringsmæssig frihed. Først sløres baggrunden og mange små ridser fjernes. Dernæst tilføjes yderligere skarphed ved hjælp af "High Pass" filteret . Tilslut foretages en Level justering.

Her er det færdige resultat:



Share |
0