Produktfotografering

Jeg har fået en lille opgave at fotografere nogle kosmetikprodukter til en plakat. Det er traditionelle fugtighedscremer, der kan købes på apoteket. Opgaven lyder på at placere produktet på en baggrund der understøtter produktet. Her er det oplagt at vælge et tema med vand eller en blomst (fugtighed og skønhed).

Baggrundsfotoet skal skabe fokus på produktet og der skal tilføjes en rød streg som er en del af firmaets "visual identity". Der skal tilføjes tekst senere.

Den store udfordring var at undgå reflekser fra sol, flash eller baggrundsbelysningen i produkterne hvis overflade enten var glas eller hård plastik. Først forsøgte jeg med en indendørs opstilling hvor den naturlige baggrundsbelysning kom igennem nogle hvide gardiner. Med en SB-900 flash forsøgte jeg at skabe den nødvendige rest belysning. Men reflekser var der mange af. Efter flere forskellige opsætninger indendørs endte jeg op udenfor, hvor det lykkes at skabe et blødt lys ved at gøre følgende:

  1. Placere produktet på hvidt papir, der reflekterer lyset. Jeg er ikke bekymret for skygger da produktet skal fritlægges.
  2. Anvende en flash monteret med softbox og som placeres over og direkte bag ved produktet. Foran produktet har vi en lille sølvfarvet reflektor.

Herefter fulgte mange skud hvor vi (min datter og jeg) justerede på flashlys styrken på SB-900, vinklen på reflektor skærmen og afstanden af flash i forhold til reflektor.  Kameraet er et Nikon D300 med 50 mm f/1.4.

I Lightroom vælges det foto jeg synes bedst om og få redigeringer foretages. Herefter åbnes fotoet i CS5 som et "Smart Object", der gør det muligt for mig, at redigere i fotoet af produktet i RAW-konverteren (ved at dobbeltklikke på laget af masken med det frilagte produkt) efter at det er blevet fritlagt og placeret oven på et passende baggrundsfoto. Billeder gemmes som psd-fil, så jeg kan redigere i de enkelte lag, når kunden har givet sine kommentarer.

Her er to udkast til kunden:



De anvendte baggrundsfoto er også mine :-)


Share |
2