Nikon Flash kursus


I sidste uge deltog jeg på et 4 timers kursus omkring flash. Det er Nikon Danmark der arrangerer disse kurser og instruktør er fotografen Nikolai Brix, hvilket jeg var glad for, idet jeg læser Nicolai's blog - fotograftips.dk - og dermed ved, at han er en erfaren og dygtig fotograf med en stor viden omkring praktisk flash anvendelse. Desværre har Nicolai ikke været så aktiv på sin blog siden december 2010, hvilket skyldes meget arbejde som fotograf. Vi må håbe, at Nicolai atter finder tid til at skrive på sin blog.

Kurset afholdes på IT-Universitetet, og der er intet at udsætte på disse faciliteter. Det meste af undervisningen foregik i et lyst og velegnet lokale, og den praktiske flash træning foregik også ude i den store centrale hal.

Der var 12 kursister og alle havde deres kamera og flashudstyr med. Det var kun mænd, så der var udstyr nok at se på :-) Mænd går som sagt ikke ned på udstyr.

Et kendetegn var desuden, at alle kameraer var fra den professionelle serie med Nikon D300, D700, D3S og D3X tilstede. Jeg tror der også havde sneget sig et enkelt Nikon D7000 med. Lad mig starte med at understrege, at dette kursus henvender sig til alle og faktisk understregede Nicolai flere gange, at man sagtens kan starte med et Nikon D3100, en SB-700 flash, en enkelt paraply på stativ samt en reflektorskærm. Så har du udstyr til en af de grundlæggende flashopsætninger til portræt.

Deltagernes forudgående viden om flash spændte også vidt. Lige fra begynderen til de erfarne flash anvendere. Men alle fik noget ud af dagen og Nicolai's kyndige undervisning, instruktion og vejledning.

Jeg vil ikke gå i detaljer med al den nyttige flash viden vi fik på 4 timer. Hvis du er interesseret i flash, så er dette kurset for dig. Du sparer en masse tid på at læse manualer, og får her lært den grundliggende flash viden, så du dagen efter kan udnytte din flash optimalt.

Nicolai talte og underviste flash praktik i 4 timer. Ikke noget med lange power point præsentationer (selvom Nikon har udarbejdet en meget omfattende power point præsentation omkring flash). Nicolai viste mange af sine egne billeder, hvor han forklarede hvordan flash opsætningen var gennemført og hvilke tanker han havde gjort sig omkring hvert foto/opgave. Det var en god prioritering fra Nicolai. Det er vigtigt, at man går fra kurset med praktisk (og ikke teoretisk) viden om hvordan man bedst udnytter sin flash.


Men du får alligevel nogle af Nicolai's tips her:

Først viste Nicolai os hvordan man indstiller sit kamera for at det kan arbejde optimalt sammen med flash i de fleste fotografiske situationer, som man kommer ud for.

Herefter tog Nicolai fat på at lære os de grundliggende flash begreber.

I flash sammenhæng er det meget vigtigt at forstå blænde og lukkehastighed. Blænden styrer hvor meget flash lys der slippes ind til sensoren. Lukkeren styrer hvor meget af det omgivende lys der slippes ind til sensoren. Det er jo egentlig logisk nok. Vi ved godt, at jo større blænde (lav f-værdi) jo mere lys slippes ind. Så ved blænde f/1.8, som typisk anvendes når der fotograferes i en svag belysning, er objektivets blænde lameller helt åbne, og der slipper meget lys ind igennem objektivet til sensoren. Ved blænde f/16, som man typisk anvender på en solskinsdag, så er blænde lamellerne trukket sammen, og der er kun et lille hul hvor lyset kan slippe igennem.

Har du sat kameraet til en hurtig lukkehastighed - f.eks. - 1/500 sekund - så slippes der ikke så meget af det omgivende lys (f.eks. sollys eller lys fra en pærer) ind, som hvis lukkehastigheden er på 1/80 sekund.

Derfor er det en god idé at sætte kameraet i M-mode så man selv kan sætte blænde og lukkehastigheden. Man starter med at vurdere hvilken blænde man gerne vil fotografere på. En stor blænde - f.eks f/1.8 giver en lille dybdeskarphed (udvisket baggrund) - hvorimod en lav blænde på f/16 giver en stor dybdeskarphed (tydelig baggrund). Når man har valgt sin blænde, så skal man tage stilling til hvilken lukkehastighed der skal anvendes. Hvor meget af det omgivende lys skal med? Og er det et stillestående eller bevægeligt motiv? Lad os sige, at vi har valgt en lukkehastighed på 1/125 sekund. Så tager man et testfoto UDEN at anvende flash og billedet er ganske givet meget mørkt. Dette gøres mere for at vurdere effekten af det omgivende lys. Hvis der er for lidt of det omgivende lys og man gerne vil have mere med så skal lukkehastigheden sættes ned. Og visa versa. Endelig kan man også ændre på ISO-værdien, men som udgangspunkt så bør ISO-stå på den laveste værdi (ISO 100).

Nu montere man flashen, vælger Manuel tilstand på flashen og sætter den til at skyde med fuld power (udladning 1/1). Dette giver sikkert et helt hvidt foto, men herefter skrues udladningen ned - f.eks til 1/125 - og pludselig har man et meget balanceret foto, hvor flashlyset lige nøjagtig oplyser hovedmotivet og det omgivende lys er med til at give en blød og behagelig belysning. At gå fra en udladning på 1/1 til 1/2 svarer til at halvere lyset fra flash glimtet.

Vil man desuden dæmpe effekten af varme lyskilder (glødepærer, sollys etc.) eller kolde lyskilder (lysstofrør), så lærte vi også at anvende orange og grønne filtre, der monteres på flashen for at ændre lysets varmetone (Kelvin grader).

Så kastede vi os over Nikon's fantastiske trådløse flashsystem - CLS - Creative Lighting System, hvor vi også fik en forklaring på iTTL-teknologien (Intelligent Through The Lens). Ved at skyde et par foto af hinanden hvor flashen var indstillet på TTL eller TTL BL (afbalanceret udfyldningsflash), så vi tydeligt hvilken effekt dette har på fotoet. Derfor var det Nicolai's anbefaling, at vi anvender TTL BL fremfor TTL. Vi talte om flash indstilling til henholdvis det "forreste lukkegardin" og det "bagerste lukkegardin"og flere andre flash specifikke indstillingsmuligheder.

Vi kom kort ind anvendelse af trådløse "radio sender/modtager", der modsat CLS, gør det muligt for kamera og flash at kommunikere sammen uden at de kan "se" hinanden.

Vi blev introduceret til forskellige "lys-modifikatorer" - alt hvad der kan anvendes sammen med en flashen for at ændre lyset - f.eks en softboks, en paraply og en reflektor.

Sidst blev vi introduceret til den mest almindelige og også oftest anvendte opstilling ved portrætfotografering - Rembrandt opstillingen. Det er den skolefotografen anvender :-)

Som I nok kan læse, så kom vi vidt omkring på disse fire timer. Vi fik en masse praktisk viden med hjem og vores udstyr blev kalibreret til at levere gode resultater med flash montoret. Selv som garvet fotograf fik jeg meget ud af dette kursus, og er du ny til spejlrefleks og flash, så er dette kursus absolut at anbefale.

Share |
0