Nu er det tid til makrofotografering

I dag var vejret perfekt, så jeg fik lyst til at fotografere makro. Derfor monterede jeg mit D300 med 60 mm f/2.8G ED AF-S Micro NIKKOR objektiv på et stativ og begav mig ud i haven.

Ved makro anvender jeg altid manuel fokusering, hvorfor kontakten på objektivet blev sat til "M" (står normalt på "M/A").

Makroobjektivet kan vise 1:1, hvilket betyder, at dit motiv gengives i forholdet 1:1 på fotoet. Sørg altid for at vælge den laveste ISO indstilling (f.eks ISO 200) og sæt kameraet i Manuel tilstand (M-mode) så du har fuld kontrol over både blænde (A) og lukkehastigheden (S). Her skal du eksperimentere med forskellige indstillinger af A og S. Sørg dog altid for, at der er balance i eksponeringen (indikatoren står på 0 i plus/minus skalaen i søgeren). Jeg skyder gerne 6-8 fotos af den samme opstilling og ændrer blænden fra stor blændeåbning (lille f-værdi) til lille blændeåbning (stor f-værdi), mens jeg samtidig holder øje med lukkehastigheden, idet det er vigtigt at have en relativ hurtig lukkehastighed (større end 1/200 sekund) hvis du fotograferer udenfor og der er blot en smule vind. Er der frisk vind, skal du typisk over 1/1000 sekund for at undgå rystelser.

Så snart du har monteret kameraet på stativet skal den rette opstilling findes. Det er vigtigt, at du gør dig umage her, idet du skal tæt på motivet og lysindfaldet skal være korrekt. Dernæst skal du huske på, at ved makro så er det et meget smalt område af motivet, der kommer til at stå skarpt på grund af den lille dybdeskarphed (DoF) - selv ved lille blændeåbning (stor f-værdi).

Hvis du fotograferer på en solskinsdag, så sæt hvidbalancen til dagslys eller auto. Skyd altid i RAW, så du bevarer alle data i billedet til den efterfølgende redigering.

Hvis du har svært ved at stille skarpt ved at se igennem søgeren, så har du mulighed for at slå LiveView (LV) til og se motivet på skærmen bag på kameraet, hvor du også kan forstørre motivet for at se om dit fokusområde er skarpt.

Sidst men ikke mindst skal du anvende kameraets selvudløser eller udløse kameraet via kabel, idet selv et forsigtigt tryk på udløseren kan give rystelser. Jeg sætter selvudløseren til 5 sekunder, hvilket giver mig tid til at stå med en skærm og forsøge at skærme for vinden, hvis det nu er en blomst der er motivet.

Mit første motiv var en krokus som jeg plukkede og lagde på en træstamme. Jeg synes den første udgave med lille dybdeskarphed virker bedst, idet der er fuld skarphed på det centrale - den gule blomsterkrone samt bladspidserne - mens baggrunden er meget rolig.

EXIF data: 1/2500 sec, f/3.0, ISO 200


EXIF data: 1/400 sec, f/8.0, ISO 200


Dernæst tog jeg sigte på en træstamme, hvor vinden ikke længere var en faktor, men hvor jeg havde en idé om, at en lille dybdeskarphed ville skabe en flot "fade out" effekt. Døm selv :-)

EXIF data: 1/1000 sec, f/4.5, ISO 200


EXIF data: 1/320 sec, f/9.0, ISO 200


Makrofotografering er en meget spændende og udfordrende disciplin indenfor fotografering.

Share |
0