Mit eget NIKON FE

Jeg har levet længe nok til at have fotograferet med analoge kameraer og selv fremkaldt mine film og billeder (jeg har skam stadigvæk mit mørkekammerudstyr). Som jeg skriver i min profil, så var mit første analog kamera af mærket Pentax. Senere skiftede jeg til Olympus og jeg har fortsat mit Olympus OM-2n kamera. Jeg har dog altid været facineret af Nikon - også da jeg fotograferede analogt, men de var for dyre for min sparsomme indtjening. Da jeg meget senere startede i den digitale fotoverden blev det med Nikon D70s og D300. Men jeg har ikke glemt mine analoge rødder, så derfor er trangen til at fotografere med rigtige film vokset i den senere tid. I sidste uge slog jeg så til og anskaffede et NIKON FE kamera - købt på Den Blå Avis. Prisen var 800 kr og kameraet så ud til at være i fin stand i annoncen. Dog blev jeg meget positivt overrasket da kameraet ankom og blev pakket ud. Ikke en skramme - ikke nogen form for slitage. Det er som nyt!

Her er et par skud af kameraet. Nyd dette design. Det er kram.


Nu skal der købes film og et fotoprojekt identificeres. Jeg planlægger at fotografere arkitektoniske motiver med dette kamera. Det er udfordrende at skulle planlægge optagelsen, indstille kameraet korrekt og finde den rette vinkel at fotografere fra, idet jeg ikke bare kan trykke "delete" og skyde et nyt billed. Her kommer ens fotografiske grundviden på arbejde. Efter fremkaldelse af filmen skal negativerne skannes, så jeg kan arbejde videre med filen i Photoshop. Hvis man skanner et negativ ved 7200dpi, så burde filen nå en størrelse på 20-25 MP, hvilket jo er dobbelt så meget som mit nuværende digitale D300kan levere!

Share |
0