D3100


Det er blevet utroligt billigt at komme igang med "seriøs" fotografering. For lidt over 4.000 kroner inkl. moms kan du blive den lykkelige ejer af et Nikon D3100 med et Nikkor 18-55mm standard objektiv. Min anbefaling er at erstatte 18-55mm objektivet med et 18-200mm. Det koster flere penge, men det giver også langt større muligheder for fotografisk udfoldelse.

D3100 er det hidtil enkleste digitale spejlreflekskamera med fuld HD-video. Kameraet er efterfølgeren til det bedst sælgende digitale spejlreflekskamera i Europa, nemlig D3000, og har 14,2 megapixels, funktion til optagelse af fuld HD-video, Live View med nye AF-indstillinger og forbedret ergonomi. Det havde vi ikke drømt om for bare 3 år siden!

Det er det ideelle kamera for familier, der gerne vil indfange alle de vigtige øjeblikke i perfekt kvalitet uden at skulle tænke på indstillinger. 
Derudover er det også udstyret med den populære Guide-indstilling, der også findes i D3000, og som nu viser billedeksempler på, hvad der kan opnås med visse indstillinger, hvis man for eksempel ændrer lukkertiden eller blændeåbningen. 

Dermed er D3100 et rigtig godt start kamera, der kan levere fotos og video i meget høj kvalitet. Sammenligner jeg D3100 med mit første digitale Nikon kamera - D70s, som jeg købte for 4 år siden, så er det næsten ikke til at fatte, hvor meget mere man får for de samme penge i dag. Hvordan mon specifikationerne på et spejlreflekskamera ser ud om 4 år? 

Share |
0